Skt. Hans aften i Gl. Skagen 2015

En dejlig Skt. Hans aften i Gl. Skagen. Solen gik ned i Vesterhavet på smukkeste vis. Bålet og de mange skønne mennesker der er her, gør noget ved en.

IMG_1270
Skt. Hans bål ved Solnedgangspladsen Gl. Skagen 2015

 

 

Jeg havde fået den ære at holde årets båltale, og den har jeg lagt ind her:

Tak til Gl. Skagen Grundejerforening for at afholde Skt. Hans arrangement her i Gl. Skagen år efter år og tak for invitationen til at tale her i aften på en af årets mest traditionsrige talerdage.

Jeg er blevet spurgt flere gange tidligere, men de sidste 14 år har jeg været mere eller mindre fastansat ved Skt. Hans bålet ved Sønderstrand. Men endelig i år er det muligt for mig igen at være her i skønne Gl. Skagen igen. Stedet her, er noget helt særligt. Skt. Hans aften er for mig noget helt særligt. Som barn og mange år efter troede jeg det var en helligdag. Og stod det til mig så skulle det også være det. Det var den dag om året, hvor jeg gik med mine forældre i hånden ned til stranden. Så alle de mange studenter med huerne og den særlige stemning der var der. Den aften hvor vi sammen fik sand i skoene, sang med på især Midsommervisen og så heksen blive brændt af. Bagefter gik vi hjem igen, så på de mange hyggelige steder hvor familierne sad ude på terrassen og så skulle vi hjem og have det allerbedste jeg vidste – nemlig pandekager med vanille is og jordbær. Danske nye jordbær.

Det var og er stadigvæk bare en helt igennem vidunderlig dag. Jeg ved ikke hvordan I har det, men da jeg var barn – var hver eneste Skt. Hans aften varm, ingen vind og fantastisk dejlig. Hukommelse er en mærkelig størrelse, men hvor er det dog skønt at det er alle de gode dage man kan huske og det er dem der træder mest frem. Jeg husker også helt tydeligt at vi hver eneste vinter stod på skøjter fordi søerne var frosne? Somrene var varme hver eneste dag, vi havde badetøj på, lå i sandet, spiste is og nød det. De få regnvejrsdage var jo ligeså vidunderlige, for der fik vi tid til at spille spil med mine forældre eller en veninde og så hyggede vi os helt vildt indendørs.

Det er faktisk først i mit voksenliv at vejret er blevet anderledes? Mærkeligt?

 

Nu tilbage til Skt. Hans aften i aften.

Det er den aften hvor sommeren for alvor går i gang. Det er den aften hvor vi mødes med sommervenner og det er en af de længste dage på året. Selv om vi godt ved nu bliver dagene igen kortere, så kan man jo vælge at betragte det på samme måde, som når man siger om glasset – er det halvt fyldt eller halvt tomt?

Halvdelen af året er nu gået eller vi har stadig et halvt år tilbage af året 2015. Solens stråler har nu været med til at opvarme havet og jorden, så vi forhåbentlig snart kan få en dejlig varm sommer med skønne sommeraftner.

For mig er 2015 allerede et utrolig skelsættende år. Jeg stoppede som turistdirektør den 1. maj for Danmarks mest vidunderlige turistdestination.

Min gode ven Peter Qvortrup har utallige gange både i taler men også på andre tider sagt. Se efter i din rygsæk. Hvad er der i den? Skal der luges lidt ud? skal der fyldes lidt op? Det er en rigtig god lille opgave, som kan give rigtig meget stof til eftertanke.

Og jeg fik kigget efter i min rygsæk. Der var desværre mest af opgaver som skulle løses igen og igen og igen. Altså noget der gik hen og blev en vane og uden ny læring.

Jeg er en af de mennesker der elsker nyt, at lære noget og forstå noget af det der kommer og være med i det. Mennesker er født til forandringer. Vi flytter os og også langt når der er brug for det. Intet andet her på jorden gør det. Træer, blomster og dyr flytter sig efter klimaet og meget langsomt. Mennesker flytter efter egne behov. Det ligger simpelthen dybt i os og jeg kunne mærke at jeg havde gjort det jeg synes var muligt i den stilling jeg havde.

Så nu er tiden kommet til noget nyt. Livet er fuld af muligheder og jeg vil gribe alle dem der kommer på min fremtidige vej.

Nu varer det ikke så længe før der sker noget nyt her i Gl. Skagen. Der bliver sat gang i en smuk renovering og nyetablering af Solnedgangspladsen. Jeg synes den trænger, så det bliver dejligt at se hvor smukt her kan blive. En plads hvor man i endnu højere grad kan mødes, nyde det smukke scenarie, som solen og havet i fællesskab giver os hver dag. Jeg håber virkeligt at I alle glæder jer og vil se positivt og interesseret på det store arbejde der har ligget i at få skaffet midlerne og mulighederne.

Gl. skagen er et særligt sted. Her er havet lidt vildere, her er solen lidt skarpere og klitterne lidt mere rå. Måske ligesom de gamle Høwboere der boede her. Der er få fastboende tilbage, måske er det stadig for barskt at bo hele året i Højen.

Nu er der flest der bor her på deltid og mest om sommeren. Men det betyder ikke at tilknytningen til Gl. skagen er mindre. Der er ejerskab i stor stil i den her lille særlige by. For det er stadig en lille by med egne restauranter, egen købmand og eget ishus. Ishuset ligger der hvor det har ligget i mange år, købmanden er flyttet lidt tættere på byen, men restauranterne og menneskerne, de er her stadig.

For rigtig mange år siden var der krig imellem høwboere og skawboere. Det var faktisk ikke tilladt for en høwbo at blive gift med en skawbo. For de der slappe skawboere, som ikke kunne klare at fiske fra den skrappe side, det duede simpelthen ikke at få dem parret så der kom slappe børn ud af det. Mens skawboerne ikke kunne acceptere at deres unge blev gift med en høwbo, fordi de simpelthen ikke var så kloge. Tænk at være så dum at gå ud at fiske fra den side af kysten?

Måske var det årsagen til at man lagde en kirke et helt andet sted. Den tilsandede kirke ligger jo så man både kan gå til den fra Højen og fra Skagen – og ca. lige langt. Så kunne man have en fælles kirke og uden at skændes om den. Nogen har jo været ret smarte.

Nu har en stor del af mit liv jo været i turistbranchen. Vi har haft Ruths Hotel i 5 år og de seneste 14 år har jeg været turistchef her i Skagen. Da vi i sin tid fik skrevet bogen ferieliv igennem 100 år af Bent Hardervig til turistforeningens 100 års jubilæum,

blev der gravet noget i turisthistorien for området her. Og en af de sjoveste historier i bogen har jeg lyst til at læse op for Jer her –

I Gammel Skagen huserede toldkontrollør Kietz med den hvide kasket let på sned.

Hans egentlige og ukomplicerede embede var at kontrollere, om der i forbindelse med eventuelle strandinger flød toldpligtige varer op på stranden. Det gjorde han på sin arbejdsgiver Toldvæsnets vegne.

Han var uhyre charmerende med et udpræget humoristisk glimt i øjet – og han havde en jordbærtud, der ikke var kommet af sig selv.

Om sommeren havde strandens badepiger hans fulde bevågenhed – og skulle en af dem fange hans særlige opmærksomhed, trak han et medbragt målebånd frem og beklagede med mange humoristiske komplimenter, at han var i tvivl om, hvorvidt den fnisende ungermø´s badedragt var for dristig.

Som oftest så han sig nødsaget til at måle flere gange, inden han kunne godkende badedragten.

Reglerne for badedragter var stramme – badedragterne måtte ikke være for stramme.

På en dames badedragt skulle benene gå så langt ned, at de kunne bindes under knæene – og underbenene skulle dækkes af badestrømper og gerne afsluttes med lette badesko. Over benene kom så et badeskørt, der skulle være så tilpas langt, at også det dækkede. Overdelens ærmerne skulle helst være de såkaldte ”pufærmer”. Endelig stod det helt frit at afslutte med enten en badehætte eller en badehat, gerne pyntet med kunstige blomster.

Ja se det var jo tider, hvor der var styr på badenymferne. Det er der jo heldigvis ikke i dag. Men måske der en gang om 100 år bliver skrevet historie om lige netop det som foregår nu her i gl. Skagen.

Skt. Hans og midsommertiden er på samme måde, som Nytårsaften en god tid til at tænke over opfattelsen af livet. Nu går vi ind i sommerferien, der bliver tid til til at være sammen med familien og venner. Der bliver tid til at læse en bog eller gå en lang tur, noget af det der gør at man netop får et pusterum i tilværelsen. Ofte er man et andet sted end der hvor hverdagen udspiller sig. På ferie her i Gl. Skagen eller på ferie et andet skønt sted i Danmark eller i udlandet. Men det at rykke sig ud af sine vante rammer og få livet sat i et andet perspektiv, tror jeg er utrolig sundt.

 

Til sidst vil jeg opfordre Jer alle til at bruge sommertiden godt – tænk over at få

– tid til eftertanke, tid til omtanke, tid til kærlighed. Den ligger lige foran os alle. Og nu er det tid til at få bålet tændt og ønske hinanden en rigtig dejlig sommer.

God Skt. Hans aften.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Endnu en WordPress-blog